**

*












Tilbage til omtalen af bogen.


Tilbage til hovedsiden.









































 

Kapitel 1

Ved Himmerigets port

- En udbredt forestilling

En amerikaner, en tysker og en københavner døde og kom op til Sankt Peter. -I må betale for at komme ind, sagde Sankt Peter. Amerikaneren trak straks sit Diners Club-kort op af lommen. Det blev accepteret. Tyskeren havde hårde kontanter, så han blev også lukket ind i Himmerige uden problemer. Dér stod de to nu og ventede på danskeren. Hvorfor kom han dog ikke? Efter lang tid besluttede de to sig for at gå tilbage og se, hvorfor han lod vente så længe på sig. Danskeren stod og parlamenterede ihærdigt med Sankt Peter.
-Hvorfor bliver han dog ikke lukket ind, råbte de to.
Sankt Peter svarede:
-Han siger, at jeg skal sende regningen til kommunen !

Dette er jo en klassisk opbygget vittighed. Jeg har hørt historien fortalt i forskellige udgaver. Snart er hovedpersonen jyde, snart fynbo. Og jeg har hørt historien fortalt om en pakistaner. Man kan naturligvis vælge den hovedperson, man vil - alt efter temperament og fordomme.

Hvad der kan undre én er, at den kan fortælles og forstås så uproblematisk af alle. I den lutherske kirke har vi ikke haft helgenkåringer i 4oo år. Alligevel hedder apostlen Peter lige pludselig "Sankt ...". Hvad er det for noget? Og på samme måde: Hvad der sker efter døden, ved vi som bekendt intet om. Alligevel kan stort set ethvert menneske i Danmark nikke genkendende til denne scene: Vi kommer op til Sankt Peter. I en mur omkring Himmerige er der en port. Der finder en samtale sted. Og hvis man er heldig, kommer man ind. Kriterierne er ofte uforudsigelige, men det gælder om at komme ind. Der fortælles anekdoter om det i dusinvis. Med varierende indhold.

Ingen stiller spørgsmål til scenariet. Sådan er det. Sankt Peter står der.

Hvad er det for noget ??

I Danmark regner vi ikke for alvor med dom og dommedag. Vi lever ikke vores liv "med regnskabsdagen for øje". Hele denne post-mortale geografi med en himmel til de salige og et Helvede til de fordømte har vi afskaffet. Det hører svundne århundreder til. (2)

Rafle med Sankt Peter...

Bortset fra "kirkelighedens" niche, har vi i Danmark i dag lidt svært ved at tage alle spekulationer om livet efter døden alvorligt. - Og så alligevel kan man opleve, at en gruppe unge mennesker i lystigt lag omkring bordet sidder og synger:

"Jeg vil rafle med Sankt Peter når jeg dør,
jeg vil rafle med Sankt Peter når jeg dør,
og hvis jeg rafler som jeg plejer,
kan jeg slå ham for en bajer,
Jeg vil rafle med Sankt Peter når jeg dør.."

Hvad er det for noget ??

Hvordan kommer Den salige Petrus ind på lystavlen ..?

Ved en frokost i Assisi møder jeg en amerikansk kvinde, der fortæller mig, at Mother Teresa er meget syg. Det havde hun læst i New Herald Tribune.
-Jeg var faktisk død, havde Mother Teresa sagt til den amerikanske journalist.
-Og jeg kom til Heaven's door. Men så havde Saint Peter sagt:
-Der er ikke noget slum heroppe, så du må tilbage.

Så vidt Mother Teresa.

- Et døgn efter sidder jeg på en bar og spiser pizza. Ud af højttaleren brager det med italiensk pop.
Pludselig slår sangeren over i engelsk:
"Knock, knock, knock on Heaven's door. Knock, knock, knock on Heaven's door..." Jeg spidser øren. Det er da vist en gammel Bob Dylan-sang? Men her synger en mig ukendt popstjerne den på en blanding af italiensk og engelsk - om ihærdigt at banke på, for at komme ind.

En god ven af mig, som er jurist, fortalte:
Det skete engang, at paven i Rom døde og kom op til Sankt Peter. Paven regnede med, at han straks ville blive lukket ind; men der var lang kø udenfor. Han gik udenom.
Men Sankt Peter sagde:
-Bag i køen !
Paven protesterede. Han var ikke hvem som helst.
Men Sankt Peter sagde:
-Jeg må beklage; her ved Himmerigets port går det efter tur! Så måtte paven bagest i køen. Bedst som han stod der, kom der en lavstammet mand i slidt jakkesæt og krøllet flip. Han gik lige forbi køen, og da han nærmede sig indgangen, svingede porten op, den røde løber blev rullet ud, basunerne truttede og der blev svinget med oliegrene. Ind gik han.
Paven kom løbende, ganske fortørnet.
-Her må jeg, den hellige Fader, kirkens overhovede, stå bagest i køen - og så kommer denne hr. menigmand og kan gå lige ind.
-Ja, jeg forstår dig godt, sagde Sankt Peter.
-Men prøv og hør: den mand er sagfører. Og det sker så sjældent at der kommer advokater herop til os !

Historien fortæller mere om synet på advokater end om forholdene i Himlen. Sådan er det med en del af de anekdoter, der foregår ved Himmerigets port. De er ofte en projektion af vore egne domme og værdinormer. Det gælder også den om danskeren, der indledte dette kapitel. Men som sådan kan anekdoterne være meget nyttige. De holder styr på, hvad vi i det lokale fællesskab mener om hinanden. De er en del af den sociale kontrol.

Interessant er det, at scenariet er så selvfølgeligt. Alle kender det: Når vi dør, kommer vi op til Sankt Peter. Der finder en samtale sted. Spørgsmål og svar. Vekslende betingelser. En afgørelse falder. Nogle kommer ind - andre må gå til "Ventegodt", som det hedder hos Brdr. Grimm.

En lommetyv kom op til Sankt Peter.
-Jeg vil gerne ind.
-Beklager, sagde Sankt Peter. Du skal ned i kælderen. Men før du går - - giv mig så lige mit lommeur !

Jesus af Nazareth

Også om Jesus fortælles det, at han var en mand, der fortalte historier. Vi har fået overleveret en samling af små, afrundede historier med en overraskende pointe. Vi har dem i vores Bibel. De fleste af dem handler om at komme ind i Himmeriget. De har ganske tydeligt anekdotisk karakter. Måske har folk leet, men de er afgjort ikke kun fortalt for underholdningens skyld.

Lad os som eksempel tage denne her:

    "Med Himmeriget er det som med en skat, der var gravet ned i en mark. En mand finder den og skjuler den igen, og i sin store glæde går han hjem og sælger alt, hvad han ejer, og så køber den mark." (4)

(Mattæusevangeliet, kapitel 13, v. 44)

Eller denne her, en lidt længere historie. (- Jeg bringer den, som den står i den nye bibeloversættelse (i note (4) har jeg redegjort for den frie brug af forskellige oversættelser, bogen ellers tillader sig at gøre):

    "Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde:
    -Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham:
    -Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde:
    -Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham:
    -Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde:
    -Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham:
    -Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren."

(Mattæusevangeliet, kapitel 25, v. 14-3o)

Eller man kan tænke på historien om kongesønnens bryllup. Eller ordene fra Mattæusevangeliet:

    "Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end det er for en rig mand at komme ind i Himmeriget."

(Mattæusevangeliet kap. 19, v. 23).

Eller:

    "Uden I bliver som børn, kommer I ikke ind i Himmeriget".

(Mattæusevangeliet kap. 18, v. 3).

Tankevækkende. Den slags slående replikker har ganske givet spillet en central rolle i formidlingen af Jesus' anliggende. Og her er vi øjensynligt ved oprindelsen, historisk set, til forestillingerne om Himmeriget med dets port.

Målet

At komme ind i Guds rige. Det er dét, det drejer sig om. At komme i mål. Forfatteren til Mattæusevangeliet var jøde og derfor tilbageholdende med at nævne Gud. Guds rige hedder derfor med en omskrivning "Himlens rige". Himmerige. Det er dér vi skal hen med vores liv. Det er det ultimative mål. Hvordan får vi vores liv til at lykkes? Hvad er det, vi skal nå til, for at det hele giver mening, anstrengelserne, forhåbningerne, målene, det levede liv ? Hvad er målet ? Det er ikke nemt at formulere det.

I Grundtvigs morgensalme udtrykkes det på ægte digterisk vis:

      Gud give os at skinne så
      som himmellys, skønt af de små,
      da randt for os guldterning.

Nogle tænker måske aldrig over det.

For andre dukker spørgsmålet op engang i imellem: Hvad er det egentlig, jeg stræber efter - hvad er det egentlig, jeg ønsker mig ??

Lykken - det er for banalt. Men hvad er da endemålet for mennesker i dag? For en jøde på den tid, da Jesus var på jorden, var det det store spørgsmål: Hvordan kommer jeg ind i Guds rige?

Hvordan dette endemål nærmere skal forstås, lader vi - foreløbig - stå åbent.

Hos Jesus drejer det sig ofte om at komme med til en fest. Der skal være et festmåltid, eller kongesønnen holder bryllupsfest. Men så er der hindringer. Enkelte kommer ikke ind. Andre er mere heldige. Til dem bliver der sagt:

    -Gå ind til din herres glæde!

Nogle har ikke den rigtige bryllupsklædning på. Andre har for travlt til at komme. Eller de har ikke ladet deres talenter trække rente. Gæsterne sætter sig for højt op. De er kun interesseret i at få de fornemste pladser i gudsriget. Fem af de ti brudejomfruer har ikke været forudseende, så de har ikke olie nok til lampen, da brudgommen kommer og festen skal finde sted.
Ustandseligt er der hindringer, så festen ikke bliver til noget.

Hvad er det for noget ?

Sankt Peter lukker den enkelte ind i Himmeriget. Eller også lader han Himmerigets port være lukket. Betingelserne veksler fra historie til historie.

Voltaire, den gamle oplysningsfilosof, en karsk fritænker, der døde i 1778, sagde:

    "Der er tre ting, jeg vil undre mig over, når jeg kommer i Himlen. For det første vil jeg undre mig over de mennesker, jeg ventede at finde der, som ikke er der. For det andet, dem jeg møder, som jeg ikke ventede at finde dér. Men mest vil jeg undre mig over - at jeg selv er kommet der !"

Forestillingen er udbredt.

Døren står åben for dem, der omvender sig...

I en syrisk tekst fra formentlig først i det 5. århundrede6, Mgabbjatha Sogjatha, en vekselsang, som vel har været brugt ved gudstjenesterne, kommer røveren fra Golgatha, der blev korsfæstet sammen med Jesus, op til Himmerigets port. Dér står - ikke Sankt Peter, men en kerub:

    28. Keruben:
    "Jeg er kerub; hvordan kan du passere
    forbi det vagtsted, som er betroet mig?
    Se, jeg ildvæsen kan ikke overmandes,
    og så er du dumdristig, søn af Adam !"
Men røveren, der blev korsfæstet sammen med Jesus og fik hans løfte: "I dag skal du være med mig i Paradis", føler, at han ligefrem har et retskrav på at komme ind:
    22. Keruben:
    "Eva og Adam underskrev
    et uudsletteligt gældsbrev.
    Straffen var, at de skulle gå ud herfra
    til et ydmygt liv i tornenes land.

    23. Røveren:
    Hør efter, kerub! Skylden er betalt,
    for vekslen blev naglet til korset.
    Med blod og vand udraderede din Herre den,
    med spiger rev han den itu; den kræves ikke betalt."

Argumentationen bølger frem og tilbage. Smukke, teologisk-dramatiske billeder ophobes. Her et par uddrag:

    3o. Keruben:
    Du kan ikke komme ind, se landet
    ligger i stråleglans og kan ikke betrædes!
    Guds herlighed ledsages rundt derinde
    og ildsværdet bevogter landets grænse.

    31. Røveren:
    Du kan ikke holde nogen ude,.
    Sværdet er blevet sløvt og afkølet.
    Korset har åbnet Edens have,
    og den kan umuligt lukkes igen. ...

    35.
    Din Herres tegn har jeg på mig,
    så sværdet er sløvet,
    dommen ophævet
    og den udstødte Adam er på vej tilbage. ...

    46. Keruben:
    Stor er den nåde, I har fået,
    I børn af Adam, som syndede og døde.
    Træd nærmere, røver, du skal ikke mere holdes ude.
    Døren står åben for dem, der omvender sig. ..."

 

Dante

Fra Syrien i det 5. århundrede foretager vi et spring i historiens forløb, frem til Italien i det 14. århundredes begyndelse. Her skabes et værk, der på mange måder danner epoke: Dante's "Guddommelige Komedie".7 Dette værk består af 1oo sange, digtet i det italienske versemål terziner. Det skildrer en mystisk rejse gennem Helvede (Inferno) og Skærsilden (Purgatorio), derefter gennem de 7 krystalhimle - som hørte med til det gamle verdensbillede før Galilei og Kopernicus - frem til Himmerige. Det er Dante's egen sjæl, der er hovedpersonen, og han har den latinske digter Vergil som rejsefører gennem underverdenens mange afdelinger. Mennesker dér pines i gradueret form alt efter hvilke dødssynder, de har begået, om de blot har været lunkne etc.
Efter gammel katolsk tradition er der forskellige former for opholdssteder i Dødsriget. Et sådant sted på grænsen kaldes "limbo". Der er de udøbte børns limbo, et limbo for de hedninger, der levede før Kristus osv. I Helvede møder Dante både venner og fjender; især bliver hans politiske modstandere straffet på mange forskellige, raffinerede måder, alt efter sværhedsgraden af deres forbrydelser. For at nævne et enkelt eksempel: Pave Nicolaus III ligger med hovedet nedad og brændende fødder. Han danner prop ned til en hule, hvor alle de andre korrupte paver opholder sig, fordi de har handlet med de kirkelige embeder, drevet simoni som det hedder. Nu venter han på, at den store skurk, pave Bonifacius VIII, skal komme ned, så han kan blive afløst som "prop".
Allerede her i det 14. århundrede ser vi, at forestillingen om Himmerigets port har fået den funktion, vi kender så godt i dag fra vittighederne om Sankt Peter: Man spidder dem, man ikke kan lide. I dette tilfælde Dante's politiske modstandere. Kulisserne omkring Himmel og Helvede anvendes til at fælde domme over kendte samtidige og lune sig lidt ved, at éns fjender får deres retfærdige straf.
På grænsen mellem Skærsilden og de saliges opholdssted forsvinder Vergil, og Beatrice, Dantes elskede, bliver nu hans rejsefører. Mange, mange kendte personer fra den klassiske litteratur og fra Biblen skal de endnu møde, før Dante ender ved Himmerigets port. Her tages han i skole; en form for teologisk eksamination finder sted, og det er velsagtens Sankt Peter, han møder. Han spørges om tro, håb og kærlighed, og da han svarer godt for sig, får han lov at komme ind og se Himmerigets centrale mysterier og herligheder.
Dantes "Den guddommelige Komedie" har dannet skole i litteraturen. Igen og igen har digtere efter Dantes mønster ført venner og fjender frem til dom og skildret deres skæbne i det hinsides. Milton's "Paradise Lost" og "Paradise Regained" fra 1671, Bunyan's "Pilgrims Progress" fra 1678 og på en vis måde også vor egen Ludvig Holberg's "Niels Klims underjordiske Rejse" kan nævnes som eksempler på klassikere, der har overtaget strukturen fra "Den guddommelige Komedie" .

En Sjæl efter Døden

Et eksempel fra Danmark i det 19. århundrede er J.L.Heiberg's "En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie", som udkom i 184o. I forrige århundrede blomstrer interessen for og digtningen om den udødelige sjæl op i den litterære verden. Vi ser det hos Heiberg og vi ser det hos H.C. Andersen.

I "En Sjæl efter Døden" udnytter Heiberg de gængse forestillinger om Sankt Peter ved Himmerigets port, og kobler dem på elegant vis sammen med de græske forestillinger om Elysium. En ærværdig borgermand fra datidens København føres op til Himmerige, hvor han er for magelig til at bestå prøven. Derefter vandrer han videre til Elysium, hvor han kommer til at fornærme Aristofanes på det grueligste. Aristofanes, den græske komediedigter har portnervagten den dag, og trods en vis sympati afklares det, at sjælen ikke skal ind i højborgen for classisk, græsk-latinsk dannelse. Han går til Helvede, hvor han møder Mefistofeles. De to er udmærket på bølgelængde. Mefistofeles opmaler et billede af et spidsborgerligt, middelmådighedernes helvede, hvor bibliotekerne har alle bøger undtagen de gode, hvor teatret spiller Andersens "Mulatten" og "Maurerpigen" - de to stykker, som voldte H.C.Andersen så megen fortrædelighed på Det kongelige Teater, bl.a. på grund af Heibergs og fru Heibergs indstilling - og hvor man på enhver måde er behagelig fri for ånd og - kvalitet. Alle danske tidsskrifter abonnerer man på, de fleste skuespillere er derinde osv.

Det daglige arbejde, man bliver pålagt i Helvede, består i at hælde vand i Danaidernes bundløse kar.

Her føler den københavnske borger sig ganske veltilpas.

Her er en smagsprøve:

Sjælen vågner op på kirkegården, ser et stort monument og tænker, at der godt kunne have været sparet lidt på udgifterne. Forskrækket ser han sit eget navn på stenen, og forstår at han så må være død. Så må han se at liste sig til Himmerige:

    Sjælen:

    "...Jeg seer det alt derhenne,
    Jeg feiler ikke, det er let at kjende;
    Og som jeg seer og mærker,
    Der staaer en Portner ved dets Udenværker
    Til ham jeg kan mig med et Spørgsmaal vende,
    At ikke jeg forgjæves ind skal rende. -
    Hei, Faer! vil Han mig sige,
    Om ikke dette Slot er Himmerige.

    Sanct Peder:

    Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder.

    Sjælen:

    Ak! ydmygst om Forladelse jeg beder;
    For første Gang jeg er paa disse Steder;
    Jeg har mig hid begivet
    Som Fremmed, var her aldrig før i Livet;
    ... Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder,
    Med Nøglen, som jeg seer, I har hos eder.

    Sanct Peder:

    Først lad mig see Beviset
    For, at du virkelig skal ind i Paradiset.

    Sjælen:

    Det er jo klart som dagen:
    Jeg er jo død.

    Sanct Peder:

    Det ser jeg nok, men Sagen
    Ei dermed afgjort er.
    Sjælen:
    Man er forvisset
    Hos os, at Den, som døer, skal leve hisset.

    Sanct Peder:

    Vel sandt, men andre steder
    Der gives, end det Sted du nu betræder.
    Hvorledes kan du være da saa sikker
    Paa, at det just er her?

    Sjælen:

    Naar man sig skikker,
    Som det sig bør, mod sig og sine Lige,
    Saa veed jeg, man har Ret til Himmerige.

    Sanct Peder:

    Har du det gjort?

    Sjælen:

    Jeg er, saavidt jeg skjønner,
    Nok værdig til, at Herren mig belønner.
    Jeg har mig ærlig næret,
    Jeg aldrig har min Næstes Gods begjæret,
    gav Hvermand sit, erhverved ufortrøden,
    Har ingen Gjæld mig efterladt ved Døden,
    Men tvertimod Formue,
    Saaledes, at min Frue,
    Naar hun vil leve tarveligt som Enke,
    - Og det jeg tiltroer Konen -
    Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen
    Til de forarmede Finanser skjænke.

    Sanct Peder:

    Alt saare godt! Dog Mere der behøves.

    Sjælen:

    Hvad da?

    Sanct Peder:

    Du først må prøves."

Som vi skal se i næste kapitel, er springet stort fra den Heiberg'ske harmløshed og gode smag til H.C. Andersen.

Heiberg skildrer et småborgerligt Helvede, hvor den største trussel er kedsommeligheden. H.C. Andersen går helt anderledes til sagen.

Social kontrol

Også i det 2o. århundrede er forestillingen om Himmerigets port produktiv. Hollywood udnytter den - se kapitel 17. Der fortælles - mere eller mindre morsomme - vittigheder.

Én af de sidste nye (marts 1997) illustrerer, hvordan fortællingerne ofte siger mere om fortællerens og fortællefællesskabets værdidomme end om forholdene ved Himmerigets port:

En gammel alkoholiker døde og kom op til Himmerigets port.
-Du kommer ikke ind, sagde Sankt Peter. -Sådan som du har drukket.
-Drukket, sagde alkoholikeren. -Jeg har ikke drukket særlig meget. Min kone sagde ganske vist, at hvis jeg fik 1 kr. for alle de flasker, jeg havde tømt, så var vi millionærer...
-Du kommer ikke ind, gentog Sankt Peter.
-Det er uretfærdigt, sagde manden. -Man siger, at Gud selv drikker.
-Det passer ikke! sagde Sankt Peter.
-Jamen Han er set fuld på gaden flere gange. Ja, endog på motorvejen.
-Jeg har hørt rygterne, sagde Sankt Peter. -Men det var ikke Ham.
-Hvem var det så ?
-Det var ikke Gud selv; det var kun Hans engel !

Det er klart, at en historie som denne handler mere om vort syn på ganske dagligdags tildragelser i den politiske hverdag - end den handler om vores forventninger til det evige liv. I fællesskabet mellem mennesker regulerer vi vores adfærd med værdidomme. Vi udtrykker, hvad vi bryder os om, og hvad vi udsætter for foragt. En socialt uacceptabel adfærd bliver udsat for kritik - eller bliver gjort til grin.

-Hvorfor kan man ikke skrive på white-board tavlerne i Folketinget?
-Fordi de konservative har taget alle spritpennene !

På Danmarks Radio fortæller man kollegerne imellem, at selveste Fanden en dag stod foran Himmerigets port. Nu ville han gerne ind.
-Hvorfor passer du ikke dit job i Helvede, spurgte Sankt Peter ham.
-Det ville jeg også helst, svarede Fanden. Men Chr. S. Nissen blev sendt til Helvede. Så hyrede han Mc Kenzie's rationaliseringsfirma - og i dag er jeg blevet fyret ...!

Mange af vittighederne om Sankt Peter ved Himmerigets port er på denne måde led i menigmands måde at holde rede på, hvad vi bryder os om og hvad vi ikke bryder os om i den sociale kontekst. Himmeriget bliver et led i den sociale kontrol. Vores domme er så at sige projiceret op på universets væg; og scenen er den kendte med Sankt Peter.
Og man kan jo også benytte scenen ved Himmerigets port til at fortælle sjoferter. Der synes at være et umætteligt behov mand og mand imellem til at hentyde til, at kønsdriften er der, og at mennesker tilfredsstiller den på forskellige måder. Jeg har altid tænkt, at med den seksuelle frigørelse, som de nulevende generationer oplever, ville behovet for at fortælle sjoferter forsvinde mere eller mindre; for der er ikke så megen brug for hverken vittighedernes seksualoplysende funktion eller det oprør mod fortielsen, som de repræsenterer; men det viser sig ikke at være tilfældet.
Med henblik på den næste vittighed er sarte sjæle hermed advaret:

Tre blondiner døde og kom op til Perleporten. Den var farvestrålende pyntet med plasticblomster, kulørte lamper og klokker der klemtede. Dér stod Sankt Peter som en anden studievært i et TV-show.
-I skal udsættes for en prøve for at se, om I kan komme ind, sagde han. -En quiz.
Blondinerne var betænkelige ved det.
-Bare nu ikke spørgsmålene er for hårde, sagde de til Sankt Peter.
Han lovede at tage nogle lette spørgsmål.
Den første blondine blev spurgt, hvem der var de to første mennesker på jorden.
-Adam og Eva, sagde hun efter nogen eftertænksomhed. Så blinkede lysene, og klokkerne klemtede, og plasticdørene åbnede sig; hun var frelst og hun kom ind.
-Hvad var det, de spiste i Paradiset, som de ikke måtte? spurgte Sankt Peter nu den anden blondine.
-Et æble, svarede hun.
Endnu engang blinkede lysene, og klokkerne klemtede, plasticdørene åbnede sig, klapsalverne skyllede hende i møde, og hun kom ind.
Den tredje blev spurgt:
-Hvad var det første Eva sagde, da hun så Adam ?
-Gosh, den er hård ..., sagde den tredje blondine og lagde ansigtigt i tænksomme folder.
Da blinkede lysene, og klokkerne klemtede, og plasticdørene åbnede sig...

(fra Internettet: http:\\www.ugrad.cs.jhu.edu/~ippei/jokes/njokes.html

Som et sidste eksempel i dette kapitel vil jeg citere "Manden på risten". Det er en gammel revyvise fra Apolloteatret 1936, hvor den subsistensløse mand fra gaderne omkring Vesterbro i København viser sig at have en ganske honnet horisont. Han lever af duften fra de fine restauranter. Og han sætter pris på, at det er kulinarisk 1. kvalitet, han lugter til. Hans gode ven, Johansen, døde af sult, da han en dag mistede lugtesansen -

      "...Jeg sad ved hans leje på selve
      den aften da feberen kom.
      Skønt han havde 47,11
      så lå han og fablede om
      de dejlige nætter på risten
      nå, men sådan er livets gang.
      En skønne dag udløber fristen
      og man synger sin sidste sang.
      Nu gad jeg vide om risten ved Himmerigets kro
      kan være bedre end risten på Vesterbro."
              Aage Steffensen.

Med disse eksempler skulle det være vist, at temaet med Sankt Peter ved Himmerigets port er bemærkelsesværdigt udbredt og alment accepteret.

 

**

Tilbage til omtalen af bogen.

Tilbage til hovedsiden
.